Chiang Mai i det nordlige Thailand er en af landets vigtigste kulturelle byer. Byen er udpeget som UNESCO Creative City inden for kunsthåndværk og folkekunst og er i dag et sted, hvor traditionelle håndværk møder moderne design.
Området er kendt for blandt andet keramik, vævning, sølvarbejde, træskæring og en voksende scene af mindre designstudier. Det særlige ved Chiang Mai er, at håndværkstraditionerne ikke kun bevares, men også udvikles gennem samarbejder med moderne designere og internationale kreative miljøer.
Et eksempel er Kalm Village, et moderne kvarter for kunsthåndværk med udstillinger, workshops, gallerier og ophold for kunsthåndværkere. Her fremstilles thailandsk håndværk på lige fod med international design, og besøgende kan møde lokale kunsthåndværkere og se udstillinger, hvor traditionelle teknikker sættes i en moderne sammenhæng.
Også uden for Chiang Mai by er der mulighed for at opleve thailandsk håndværk tæt på. I Bo Sang kan besøgende prøve kræfter med udsmykning af de håndlavede papirparasoller, som området længe har været kendt for. I San Kamphaeng-distriktet kan man opleve produktionen af silke, og keramik.
I samme område ligger Long Him Kao, et grønt og uformelt kunsthåndværksmiljø med små værksteder og butikker. Her sælges blandt andet håndlavede produkter, tekstiler og lokalt design, som giver et mere nutidigt billede af Chiang Mais håndværkstraditioner.
