Danskere kan igen ubekymret rejse til thailandske favoritøer. Her er fem gode råd

Danskere kan igen ubekymret rejse til thailandske favoritøer. Her er fem gode råd

Det danske udenrigsministeriums rejsevejledning for det østlige Thailand er blevet opdateret. Det betyder, at danskerne igen kan rejse ubekymret til favoritøer som Koh Chang, Koh Mak og Koh Kood i Trat-provinsen. Det er god timing, for øerne er i disse uger oplagte rejsemål for danskere, der søger varmere himmelstrøg, men foretrækker mere rolige omgivelser.

I nedenstående tipper vi om fem oplevelser på Trat-provinsens største øer.

Strandliv på Koh Kood
På Koh Kood venter nogle af Thailands mest uberørte strande, hvor palmerne hælder dovent ud over det krystalklare vand, og tempoet automatisk sænkes. Her er ingen højhuse eller tætpakkede strandbarer, kun små resorts, lokale fiskerbåde og lange strækninger af sand, som man ofte har det hele for sig selv. Øen er et oplagt valg for danskere, der længes efter det mere autentiske Thailand og ønsker at koble helt af i naturskønne omgivelser. 

Ø-hop mellem tre perler
Med korte afstande og hyppige bådforbindelser er det nemt at opleve flere øer på samme rejse i Trat. Her kan rejsende kombinere kontrasterne mellem Koh Chang, der byder på et bredt udvalg af restauranter og aktiviteter, Koh Mak, hvor bæredygtighed og ro er i fokus, og Koh Kood, der fremstår som en af de mest uberørte øer i Thailand.

Cykelferie i fredelige omgivelser på Koh Mak
Koh Mak er kendt som en af Thailands mest grønne øer, og her er cyklen det foretrukne transportmiddel. Det flade terræn og de små, rolige veje gør det nemt at udforske øen i eget tempo, hvad enten turen går forbi palmeplantager, lokale landsbyer eller øde strande. Undervejs kan man gøre stop ved små familieejede caféer eller tage en dukkert i det lune hav.

Vandfald og jungleeventyr på Koh Chang
På Koh Chang er det ikke kun strandene, der imponerer. Øens indre gemmer på frodig regnskov, dramatiske bjerglandskaber og flere smukke vandfald. En vandretur gennem junglen til Klong Plu Waterfall er blandt de mest populære oplevelser og indsatsen belønnes med mulighed for en forfriskende svømmetur i naturlige bassiner omgivet af tæt vegetation. For de eventyrlystne er der desuden mulighed for guidede ture, hvor man kan opleve øens rige dyreliv og uberørte natur.

Snorkling og autentisk øliv
Det klare vand omkring øerne i Trat-provinsen gør området ideelt til snorkling, hvor farverige fisk og koraller udfolder sig få meter fra kysten. Især omkring Koh Mak og Koh Kood findes rolige bugter, der er perfekte for både nybegyndere og erfarne snorklere. Oplevelsen kan med fordel kombineres med besøg i små fiskerlandsbyer, hvor livet stadig leves i takt med havet, og hvor lokale traditioner og gæstfrihed giver et unikt indblik i den thailandske økultur.

Det er nemt at komme til øerne fra Bangkok med bil og færge, men man kan også flyve til den lokale lufthavn i Trat. Udenrigsministeriet fraråder fortsat alle rejser til grænseområdet til Cambodja, men nu i en zone på 20 km fra grænsen.

Share