Når sommeren lakker mod enden, træder De kanariske øer ind i en ny og spændende gastronomisk sæson. Fra september til december forvandles øgruppen til en kulinarisk destination med adskillige arrangementer, hvor traditionelle smage møder innovative indslag – altid med fokus på lokale råvarer.
Efterårssæsonen på De Kanariske Øer er fyldt med arrangementer, der fremhæver øernes rige madkultur. Lokale landmænd, husdyravlere og fiskere samarbejder med både lokale og internationale kokke for at tilbyde en række aktiviteter, fra madlavningskurser til smagninger.
La Gomeras Gastronomifestival
Den 21. til 24. september afholdes La Gomeras Gastronomifestival på Plaza de La Constitución i San Sebastián. Festivalen byder på madlavningskurser, smagninger og musikoptrædener. Festivallen er en fremragende mulighed for madelskere, der ønsker at udforske øens kulinariske begivenheder.
Ruta del Gallo på La Palma
I begyndelsen af november arrangeres den velkendte madmesse Ruta del Gallo i byen Los Llanos de Aridane. Her kan besøgende nyde tapas tilberedt med lokale råvarer fra de tre nærliggende byer Los Llanos, El Paso og Tazacorte.
Saborea Lanzarote
I slutningen af november samles over 150 udstillere ved Saborea Lanzarote, en todages madfestival, der sidste år tiltrak mere end 50.000 besøgende. Her møder lokale råvarer nyskabende madlavning og skaber en unik smagsoplevelse, man sent vil glemme.
Spis med de lokale
Som et særligt højdepunkt i efterårets kulinariske sæson bør man ikke gå glip af at besøge en af øgruppens mange guachinches. Disse enkle, familiedrevne spisesteder, især udbredte på Tenerife, giver et autentisk indblik i De Kanariske Øers madkultur. Oprindeligt blev guachinches skabt af vinproducenter, der ønskede at sælge deres egen vin direkte til kunder efter vinhøsten. For at tiltrække besøgende begyndte de at servere enkle, hjemmelavede retter som supplement til vinen. Et besøg på en guachinche er en af de bedste måder at nyde kanarisk mad i en traditionel atmosfære.