Ingen begejstrede barneskrig, vilde vandrutchebaner eller børnebuffeter her – hoteller kun for voksne har typisk fokus på en høj grad af komfort og en afslappet, rolig atmosfære.
Hos Sunweb, der er en af de største danske udbydere af charterrejser, er antallet af bookinger til voksenhoteller, eller Adults Only, fordoblet i løbet af de seneste tre år.
Adults Only konceptet betyder, man skal være over 16 eller 18 år for at være gæst på hotellet.
“Efter at have tilbragt en del ferier på de mest populære og livlige familieresorts med mine egne børn, er de nu blevet voksne. Vi holder stadig ferie sammen, men nu vælger vi et voksenhotel, og de nyder den rolige stemning i lige så høj grad som os andre voksne”, fortæller Jan Lockhart, der er nordisk chef i Sunweb.
Fænomenet med voksenhoteller er så udbredt, at det har skabt holdninger for og imod, blandt forbrugere og endda fra politisk hold i Frankrig, hvor en senator mener, det er diskriminerende at udelukke børn, og foreslår et forbud mod voksenhoteller.
Men Sunweb har en helt anden vinkel på det: “Flere internationale spørgeundersøgelser om rejser og forbrug viser faktisk, at forældre, der tager alene på parferie, ikke ofrer familieferien, men gør begge dele. Jeg tror på, at tendensen er et udtryk for, at flere har opdaget, det er en sund investering at pleje parforholdet på den måde”, mener Jan Lockhart.
Over 10 % af Sunwebs hoteller er i dag Adults Only, og efterspørgslen stiger stadig kraftigt. De mest efterspurgte voksenhoteller findes i Grækenland og Egypten.
