Når Island of Light vender tilbage til den svenske skærgårdsbye Smögen 4.–13. september 2026, bliver det med festivalens største og mest internationale udgave hidtil. I ti dage bliver Smögens granitklipper, hav og mørke en del af kunstoplevelsen, når lyskunstnere fra otte nationer skaber installationer i det vestsvenske kystlandskab. For danske gæster er Island of Light en spændende mulighed for at forlænge sæsonen i Vestsverige – blot få timers transport fra Danmark.
En helt særlig stemning venter, når Island of Light vender tilbage til Vestsverige. Festivalen adskiller sig fra andre lyskunstfestivaler, ved at den finder sted ude i naturen på en ø i havet, hvor mørket, vinden, bølgerne og de rå klipper både danner en flot kulisse og indgår aktivt i oplevelsen. Siden starten i 2018 har Island of Light udviklet sig til en internationalt bemærket lyskunstfestival, der årligt tiltrækker omkring 20.000 besøgende. Festivalen har samtidig været med til at forlænge turistsæsonen omkring Smögen fra midten af august til midten af september.
“Island of Light handler om mødet mellem international samtidskunst og Vestsveriges unikke natur. Når lyskunsten møder havet, mørket og granitklipperne, opstår der en særlig magi, som ikke kan skabes noget andet sted”,” siger Dulce Sales Ahlberg, Festival Director & Artistic Director for Island of Light.
Stor kontrast
Årets program samler kunstnere fra Sverige, Frankrig, Polen, Finland, Grækenland, Storbritannien, Holland og Letland. Publikum kan opleve både kendte værker og nye installationer, hvor flere får verdenspremiere under festivalen.
Smögens placering på en ø i havet betyder, at der er langt mindre lysforurening end i en storby. Det forstærker kontrasten mellem lys og mørke og giver publikum mulighed for at bevæge sig gennem landskabet langs en rute, hvor besøgeren ikke blot ser på værkerne, men træder ind i dem. Når mørket falder over klipperne, bliver havet, granitten og den omgivende natur en del af installationernes dramaturgi.
Fakta om Island of Light Smögen 2026
Dato: 4.–13. september 2026
Sted: Smögen, Bohuslän
Besøgstal: Cirka 20.000 besøgende årligt
Kunstnere: Deltagere fra otte nationer
Billetter: Sælges via festivalens hjemmeside
Læs mere: islandoflight.art
