Prisen for flyrejse til skiferien i Norden falder

Prisen for flyrejse til skiferien i Norden falder

Vinterferien nærmer sig, og nye tal fra rejsesøgemaskinen momondo viser, hvor danskerne kigger hen, når skiene skal spændes på. Genève, Oslo og Salzburg er de skiferiedestinationer, der ligger øverst på søgelisten i vinterferien, i uge 7 og 8, mens Sälen i Sverige skiller sig ud med et prisfald på flybilletter på 1000 kr. sammenlignet med sidste år.

Salzburg er med sin korte afstand til nogle af Alpernes bedste skiområder en populær skidestination i uge 7 og 8. Samtidig er flypriserne faldet. En returbillet koster i gennemsnit 1.794 kr. i år mod 1.974 kr. sidste vinter, svarende til et prisfald på 9 %, hvilket gør destinationen endnu mere attraktiv for danske skiferiegæster. Genève er en anden destination i nærheden af mange gode skisportssteder, men hertil er flypriserne steget med 29% sammenlignet med sidste år. 

Billigere nordiske ruter i år
Kigger vi mod nord i stedet for syd, skiller Sälen sig ud på prisen. Den gennemsnitlige flypris til Sälen er for uge 7 og 8  faldet med 46 % fra 2.163 kr. sidste år til 1.163 kr. i år, altså et prisfald på præcis 1000 kr. Samtidig er interessen for destinationen steget i samme periode. Søgninger efter fly til Sälen er vokset 13 %, hvilket indikerer, at flere danskere i år overvejer den svenske skidestination som et mere prisvenligt alternativ til Alperne. 

Artiklen fortsætter efter videoen


Også Oslo er en populær indgangsport til skiområder i vinterferien i uge 7 og 8, og her er det også blevet billigere at flyve til. Flybilletter er faldet med 18% sammenlignet med sidste år. 

Lavere priser kan ændre danskernes skiferievalg

Udviklingen i flypriserne kan få betydning for, hvor danskerne vælger at tage på skiferie, lyder det fra momondo:

“Prisudviklingen på flybilletter påvirker naturligt danskernes valg af feriedestinationer og kan hurtigt gøre nogle destinationer mere attraktive end andre. Vinterferien er ingen undtagelse, og i år ser vi altså et prisfald til Sälen samt en stigning i flysøgninger,” siger Lisbet Due Berg, presseansvarlig hos momondo.

Share