Det er ingen nyhed, at danskerne er vilde med skiferier – ifølge Dansk Skiforbund rejser omkring en halv million danskere hvert år på skiferie. Nyt er det til gengæld, at de booker deres skiferier allerede i sommerferien.
Sunweb, der er den største udbyder af skiferier i Europa, sælger lige nu 50 % flere skirejser end på samme tid sidste år, og en del af forklaringen handler, ifølge Sunweb, om klimaforandringer:
“Vi kan se, hvordan danskerne går målrettet efter de højest beliggende skidestinationer. Det er dem, vi sælger allerflest af lige nu, og det skyldes, at der i højderne er garanti for god sne og præcis den skioplevelse, som danskerne ønsker. Klimaforandringer har de senere år gjort det mere usikkert i forhold til sne på de lavereliggende skidestinationer”, fortæller Jan Lockhart, nordisk chef i Sunweb.
De højtbeliggende franske skidestinationer, Val Thorens, Val d´Isere, La Plagne, Les Deux Alpes og Alpe d´Huez topper listen over de steder, der er i højest vækst, mens Østrig også fortsat er meget populær blandt danske skientusiaster.
Sunweb forventer at sende 20-25.000 danskere på en skirejse den kommende vinter.
