Rejseselskab: Thailand er et hit denne vinter

Rejseselskab: Thailand er et hit denne vinter

Danskerne valfarter igen i år til Thailand for at tilbringe noget af vinteren under varmere og mere eksotiske himmelstrøg. Hos rejseselskabet TUI, som er en førende udbyder af rejser til Thailand, er syv ud af ti charterrejser til Thailand allerede solgt, mens salget af ruteflysbilletter til landet er steget med 61 procent sammenlignet med sidste år.

Direkte charterflyvninger sker med TUIs eget flyselskab, TUIfly, mens de mest populære ruteflysafgange lige nu er Qatar Airways, Thai Airways og Turkish Airlines.

Børnefamilier og gengangere trækker statistikken op
Ifølge tal fra TUI har 53 procent af gæsterne børn med på turen til Thailand. Samtidig har 52 procent været i Thailand med TUI før.

”Thailand er en meget familievenlig destination med nogle fantastiske produkter til børnefamilierne. Det er blevet mere populært at tage på familieferie til Thailand, end det var for mange år siden,” siger Mikkel Hansen, kommunikationschef hos TUI.

Derudover udnytter mange gæster muligheden for en kombinationsrejse, hvor de bor på to eller flere forskellige hoteller under deres ophold.

Direkte Thailand-fly lokker
Ifølge TUI er mellemlandinger ikke danskernes kop te på så lang en tur. Det ses i rejseselskabets data over, hvor Thailand-gæsterne kommer fra i landet.
”Knap 25 procent af gæsterne på vores direkte charterafgange til Thailand tager glædeligt bilen eller toget fra Jylland til Københavns Lufthavn for at flyve direkte. Det er specielt et stort behov for børnefamilierne. Alt i alt er det mange timer og meget besvær sparet, fordi man undgår mellemlandinger på flyveturen derned,” siger Mikkel Hansen.

Mest populære destinationer i Thailand
Hos TUI er det Phuket, Khao Lak og Krabi, som er blandt de mest populære destinationer i Thailand. TUI har direkte fly til Phuket, hvorfra det er nemt at komme til Khao Lak. TUI har desuden direkte flyvninger til Krabi. 

Share