Flere danskere vælger i 2026 ferier med fokus på restitution, velvære og korte ophold tæt på Danmark. Det styrker interessen for tysk spakultur – særligt i Slesvig-Holsten, som allerede er det mest besøgte tyske rejsemål blandt danske turister.
Rejseanalyser viser en tydelig ændring i danskernes ferievaner. Ifølge momondos rapport What the Future lægger 51 procent vægt på slow travel, mens næsten hver tredje dansker planlægger flere korte ophold i stedet for én lang ferie. Samtidig forbinder 48 procent luksusrejser mere med spa og wellness end med klassiske statusoplevelser. Rejsebureauet Spies bekræfter tendensen og oplever stigende efterspørgsel efter ophold med ro, klare rammer og fokus på mental restitution.
Interessen afspejler sig allerede i rejsemønstret mod Nordtyskland. Slesvig-Holsten er det mest populære rejsemål i Tyskland for danske turister, og danskere udgør omkring 30 procent af alle udenlandske gæster i delstaten. Regionen arbejder derfor målrettet med den tyske spakultur, der blandt andet omhandler naturbaserede pauser og helhedsorienterede ophold. Noget som altså i stigende grad foretrækkes frem for klassiske ferietilbud.
“Når vi taler om Slesvig-Holsten som destination, handler det om langt mere end traditionel ferie eller forkælelsesophold – det handler om en helhedsforståelse af velvære. Vand og luft er centrale kræfter fra naturen. Den ægte forbindelse er præcis det, mange søger i dag for at restituere, og det finder man hos os mange steder”, siger Philipp Queiser fra Tourismus-Agentur Slesvig-Holsten.
Thalasso-ophold i kur- og helsebyer
I Tyskland findes der mere end 350 certificerede kur- og helsebyer – områder, som i dag fungerer som moderne centre for velvære og naturlig vitalitet. De er kendetegnet ved medicinsk-terapeutiske tilbud af høj kvalitet og ved kvalificeret brug af lokale, naturlige helbredsmidler samt anerkendte behandlingsformer i sundhedsfremmende omgivelser. Udbuddet spænder fra klassiske forebyggelses- og rehabiliteringsforløb til afslapnings- og aktivitetsophold med wellnessfokus.
I Slesvig-Holstens kur- og helsebyer finder gæster gode rammer for et afslappende ophold. Kurstederne ved Nordsøen og Østersøen byder på et sundt klima, klar luft og åbne horisonter. Behandlinger med havvand og havslam giver en ægte thalasso-oplevelse og en fornemmelse af dyb ro. Som bad, indpakning eller inhalation understøtter de kroppens restitution over tid.
”Wellness handler for os om at bruge naturens elementer til at skabe balance. Naturen er ikke blot en kulisse, men en aktiv del af et sundt hverdagsliv, og derfor er det en meget særlig ting at prøve,” siger Philipp Queiser.
Fem steder, der tilbyder ægte tysk spakultur:
Syltness Center, Sylt
Et af Nordtysklands mest etablerede thalasso-centre, hvor Nordsøens vand, luft og alger indgår i målrettede behandlingsforløb med fokus på restitution og sundhed.
AQUAFÖHR, Föhr
Her udnyttes Vadehavets klima og den salte luft som en del af forebyggende sundheds- og thalassobehandlinger i rolige omgivelser.
Mare Frisicum, Helgoland
Et havvandsbad med både inde- og udendørs bassiner fyldt med Nordsøvand samt sauna- og saltdampfaciliteter, hvor havets påvirkning er en del af oplevelsen.
Meerzeit Büsum, Büsum
Wellness- og spabad med panoramasauna og udsigt over Vadehavet, hvor varme, vand og udsyn skaber rammer for pauser og restitution.
Friedrichskoog Gesundheits- und Therapiezentrum, Friedrichskoog
Et sundheds- og kurcenter med fokus på genoptræning, muskelafspænding og behandling, hvor wellness er tæt forbundet med helbred og forebyggelse.
