Wonderful Copenhagen skyder anden sæson i gang af nudging-initiativet henvendt turister, CopenPay, som sidste år gik verden rundt med over 4.850 internationale medieomtaler. Nu kommer CopenPay tilbage i en 2025-version. Denne gang med tre gange så mange deltagende aktører og i dobbelt så lang periode som første udgave sidste år og med nye tiltag.
Få en gratis bådtur, hvis du samler skrald. Eller en gratis vegetarfrokost, hvis du hjælper til i en urban garden. Sidste år lancerede Wonderful Copenhagen pilotprojektet, CopenPay, hvor turister i hovedstaden bliver belønnet med gratis oplevelser for deres miljøbevidste handlinger. Og nu er Wonderful Copenhagen tilbage med en ny version for 2025, som både er markant større i omfang og i længden.
CopenPay blev en kæmpe succes sidste år med stor tilfredshed fra både turister og aktører, og de 26 deltagende aktører i 2024 er i år mere end tredoblet til 90. Og sidste års fire uger er i år udvidet til ni uger fra 17. juni til 17. august med gratis oplevelser i en bred geografi omkring hovedstaden fra bl.a. Kronborg og M/S Museet for Søfart i Helsingør i nord til Arken i Ishøj i syd.
Samtidig er fokus i år udvidet til ikke kun at handle om turisters adfærd, imens de er her, men også på at nudge til mere miljøbevidste rejsevaner i forhold til transport. Derfor belønnes turister i år også for at rejse hertil med tog. Og i år bliver længden på turisters ophold også en del af CopenPay for at sætte fokus på generelt at foretage færre rejser, men med længere ophold ved at belønne turister, der bliver fire nætter eller mere.
”Vi har sat nogle ambitiøse mål i vores nye strategi om bæredygtig omstilling af hovedstadens turisme. Det er et kæmpe arbejde, og her er der ikke nogen nemme løsninger,” siger Søren Tegen Pedersen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen, og fortsætter:
”Målet med CopenPay er i første omgang at nudge vores turister og rykke ved deres bevidsthed om at træffe mere miljøbevidste valg. Og samtidig gør vi det nemmere for dem konkret at give noget positivt tilbage til den by, de besøger.”
Og netop det, at turister ønsker at give noget positivt tilbage til en destination, er der et stort potentiale i. Eksempelvis viser nye tal fra Booking.com, at 7 ud af 10 rejsende ønsker at efterlade destinationer i bedre stand, end de fandt dem.
Gik hele verden rundt
Da Danmarks hovedstad sidste år lancerede CopenPay som en ny ’oplevelsesøkonomi’, hvor turister kunne veksle miljøbevidste handlinger til gratis, lokale oplevelser, vakte det stor opmærksomhed verden rundt.
Tv-stationer og aviser fra hele verden kom til København for at lave historier om Wonderful Copenhagens nye tilgang til turisme. Fra New York Times, CNN, Washington Post og BBC til morgen-tv i New Zealand, China Daily og The Times of India endte Danmarks hovedstad med at sætte en ny agenda i storbyturismen internationalt. Den store interesse blev fulgt op af invitationer og besøg for at udfolde CopenPay globalt. Siden sidste sommer har Wonderful Copenhagen således fortalt om CopenPay til Europa Kommissionen, til OECD og koreanske delegationer, ligesom der har været besøg af turismeorganisationer fra både USA og adskillige europæiske byer.
Og nu er sidste års pilotprojekt tilbage i en markant større version.
”Selvom vi sidste år kunne se effekterne af CopenPay i mængden af indsamlet affald og i cykellejen eksempelvis, så er det primære mål stadig at skabe endnu større effekt ved at påvirke turisters bevidsthed og handlinger, både imens de er her, og også når de er rejser hjem igen og senere er videre til en anden destination,” siger Søren Tegen Pedersen og fortsætter:
”Den positive modtagelse af CopenPay sidste år var overvældende, og det viste sig også i tilfredsheden fra turisternes side. En ekstern undersøgelse viser, at 100% af de adspurgte deltagere var tilfredse, og at 98% vil anbefale det til andre. Der var også stor tilfredshed fra de deltagende aktører, hvor antallet nu er mere end tredoblet. Samtidig har vi rigtig god opbakning fra Københavns Kommune, som vi har samarbejdet med om videreudviklingen af CopenPay siden lanceringen sidste år.”
De 90 deltagende aktører i år tæller bl.a.: Kronborg Slot, Arken, Naturpark Amager, Too Good To Go, Københavns Zoo, Home of Carlsberg, M/S Museet for Søfart, Nordic Ocean Watch og mange flere.
Og eksempler på belønning for miljøbevidste handlinger er: gratis frokoster, yoga-timer, madspilsmiddag, bådture, koncerter og meget mere.
Faktaboks:
- Bag CopenPay står Wonderful Copenhagen, i samarbejde med bureauet Mensch.
- Den internationale medieindsats eksekveres i samarbejde med VisitDenmark.
- CopenPay har siden lanceringen sidste år modtaget en række internationale priser og anerkendelser, herunder: Best Placemaking Initiativ ved Global City Nation Place conference.
- Tal fra tilfredshedsmålingen sidste år (Maple) viste, at 100% af de adspurgte deltager i CopenPay var tilfredse, og 98% vil anbefale det til andre.