Flere danskere rejser fra Hamburg

Flere danskere rejser fra Hamburg

Det er blevet mere populært for danskerne at rejse afsted fra Hamburg i det nordlige Tyskland.

Flere danskere vælger at køre syd over grænsen, inden de sætter sig i en flyver mod deres sommerdestination. Rejseselskabet TUI har solgt 62 procent flere sommerrejser fra Hamborg Lufthavn end sidste år, og de sidste to uger er salget mere end fordoblet.

TUI peger på pris og valgmuligheder som hovedårsagerne.

”De største stigninger ligger meget tydeligt i måneder, hvor skolerne herhjemme holder sommerferie eller efterårsferie. Vi kan også se, at det specielt er børnefamilierne, der vælger at flyve fra Hamborg, så en stor del af interessen er helt sikkert drevet af andre priser og flere ruter at vælge imellem,” siger Mikkel Hansen, kommunikationschef hos TUI.

Tysk efterspørgsel kan give bedre priser
Specielt i højsæsonen kan der ifølge TUI være penge at spare ved at rejse fra Hamborg. Årsagen er, at den tyske sommerferie ligger senere end den danske og derfor er efterspørgslen i Tyskland ikke så stor, når vi går på sommerferie herhjemme. Det kan betyde bedre priser.

Børnefamilier gider ikke mellemlandinger
En anden årsag er ifølge TUI de mange muligheder, der er i form af ruter fra Hamborg Lufthavn sammenlignet med lufthavne i Jylland. Fra Hamborg Lufthavn er der direkte flyvninger til de fleste populære sommerdestinationer. Det er specielt i høj kurs hos børnefamilierne, som ikke ønsker mellemlandinger.

Oversøiske destinationer hitter
Klassiske sommerdestinationer som Cypern, Mallorca og Kreta oplever den største stigning. Men mange danskere tager også køreturen til Hamborg Lufthavn for at tage på en oversøisk rejse. Hos TUI ser de denne sommer en stigning i rejser fra Hamborg til rejsemål som Maldiverne, Mauritius, Mexico og Bali.

TUI sælger i år rejser med rutefly fra Hamborg Lufthavn med 13 forskellige flyselskaber. Sidste år var der hos TUI ti flyselskaber at vælge imellem.

”For specielt børnefamilierne skal det være så nemt og bekvemt som muligt at komme fra A til B. Det er mere overskueligt for de fleste børnefamilier at sidde 4-5 timer ekstra i bil, end det er at have en eller to stressende mellemlandinger i diverse lufthavne,” siger Mikkel Hansen.

”Det tyske marked er hovedsageligt prissat efter den tyske efterspørgsel på rejser, som er lavere uden for højsæsonen. Lavere efterspørgsel kan også betyde lavere priser, hvis man er heldig,” siger Mikkel Hansen.

Share