Forlænget flysæson til Frankrigs lyserøde by, Toulouse

Forlænget flysæson til Frankrigs lyserøde by, Toulouse

Efter en succesfuld premiere i 2024 udvider Norwegian nu sæsonen for den populære rute mellem København og Toulouse. I år får danske rejsende mulighed for at flyve direkte til Frankrigs lyserøde by og rumfartshovedstad to gange ugentligt – fra starten af april og helt frem til den 24. oktober.

Artiklen fortsætter efter videoen


Toulouse og den omkringliggende Haute-Garonne-region i Sydfrankrig byder på en unik kombination af kultur, natur og gastronomi. Her venter UNESCO-fredede seværdigheder, smukke vandveje, naturskønne omgivelser og et køkken, der tiltrækker madelskere fra hele verden.

Med Norwegians direkte afgange hver mandag og fredag fra april til oktober bliver det lettere end nogensinde for danske rejsende at opleve regionen uden for højsæsonen. Sæsonudvidelsen betyder, at både forår og sensommer i Toulouse nu er inden for rækkevidde – kun en kort flyvetur fra København.

“Vi glæder os over, at endnu flere får mulighed for at opleve Toulouse og regionen omkring – også uden for højsæsonen. Ved at kombinere et besøg i Toulouse med oplevelser i resten af Haute-Garonne får man den perfekte balance mellem storbyens kultur og historie og landskabets ro, naturoplevelser og autentiske franske landsbycharme. Den forlængede sæson gør Toulouse til et oplagt rejsemål i både foråret og sensommeren, hvor tempoet er lavere, og oplevelserne står i kø.” siger Jean-Claude Dardelet, President hos Toulouse Team.

En unik kombination af kultur, natur og gastronomi venter i Toulouse.

Den lyserøde by, hvor nutid møder fortid
Haute-Garonne-regionen med hovedbyen Toulouse ligger i det sydlige Frankrig, mellem Atlanterhavet og Middelhavet. Toulouse er Frankrigs fjerdestørste by og et sted, hvor historie og moderne teknologi mødes. Byen har længe været et vigtigt center for handel og teknologi, især inden for flyindustrien, men er også kendt for sin arkitektur og kultur. Toulouse kaldes ”La Ville Rose” – Den lyserøde by – på grund af sine rosatonede murstensfacader. Byen blev grundlagt i romertiden i 200-tallet, og her kan man gå på opdagelse i centrum og besøge den berømte basilika Saint-Sernin, en af de største romanske bygninger i Vesten, og Hôtel-Dieu Saint-Jacques – begge seværdigheder der er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Topbestigninger og flodture i Haute-Garonne
Området har fået sit navn efter floden Garonne, der løber gennem regionen og videre mod Spanien. Floden er velegnet til kajak – eller til en vandretur, cykeltur eller picnic langs bredden. Canal du Midi, også på UNESCOs verdensarvsliste, blev anlagt i 1600-tallet og forbinder Toulouse med kystbyen Sète og Middelhavet. Haute-Garonne er oplagt til udendørsaktiviteter med sine 18 bjergtoppe over 3.000 meters højde.

Fransk gastronomi og vinområder
Toulouse og Haute-Garonne egner sig godt til en weekendtur i gastronomiens tegn. Prøv den klassiske cassoulet-gryderet med bønner i Marché Victor Hugo, byens store madmarked. Du kan også tage med på en engelsksproget foodtour med Toulouse Gourmet Tours, guidet af den spanske kok Alejandro Javaloyas eller med Taste of Toulouse guidet af den amerikanske expat og vinspecialist Jessica Hammer. Nyd en pause ved Garonne eller Canal du Midi eller en kop kaffe og ”chocolatine” (lokalt navn for den berømte franske pain au chocolat) på en af byens mange caféer. I Haute-Garonne kan du smage lokale vine, især lavet på druen Négrette. Et besøg hos vingårdene i Fronton er værd at overveje.

Kultur og City of Music
Toulouse har et rigt kulturliv med over 20 museer og kultursteder, bl.a. Muséum de Toulouse, Fondation Bemberg, Musée des Augustins og Halle de la Machine. Byen er også udnævnt til UNESCO City of Music. Gå til koncert i La Cabane i La Cartoucherie-kvarteret, hør jazz på Le Taquín eller klassisk musik på Théâtre du Capitole.

Hovedstad for luftfart og rumteknologi
Toulouse er hjemsted for Ariane-raketten, Concorde og Airbus. Byen har spillet en vigtig rolle i luftfart siden 1800-tallet – fra Clément Aders første fly til nutidens Airbus-produktion. Lær mere på museer som Cité de l’Espace, Envol des pionniers og Aeroscopia Museum.

Landsbyliv i grønne omgivelser
I Haute-Garonne venter små landsbyer, bække, kirker, skovstier, klart vand og blomstrende enge. Besøg grotter i Félix Trombe Henne Morte-systemet, rid gennem det grønne landskab, bad i bjergsøer, eller se kløfter og vandfald ved Vallée du Lys og Cascade d’Enfer. Saint-Bertrand-de-Comminges/Vacabrére er en tidligere romersk landsby på pilgrimsruten Jakobsvejen. Her begynder turen til fods ved Pyrenæernes fod.

Share