Med rederiet AB Göta Kanal kan man opleve det svenske landskab og landets historie, mens man sejler gennem kanalen af samme navn. Langs Göta Kanal ligger flere af Sveriges kendte seværdigheder, men med skibe i kanelen siden 1869 er kanalkrydstogterne også et stykke charmerende og nostalgisk historie i sig selv.
Göta Kanal snor sig gennem det svenske landskab. På sin vej løber kanalen forbi en lang række af Sveriges historiske perler, men også skibene, der flyder gennem den svenske kanal, er fulde af historie. Med rederiet AB Göta Kanal kan man nemlig sejle afsted på ture på to til seks dage med klassiske kanalskibe såsom rederiets første skib M/S Juno. Kanalskibet blev søsat i 1874, og med sine 149 år på vandet er M/S Juno i dag verdens ældste passagerskib med kahytter ombord.
Sejler man ad kanalen med rederiets historiske skibe, kan man skue ud over det svenske kulturlandskab med gårde, dyr og marker lige så vel som de historiske slotte og herregårde. De forskellige krydstogter har indlagt stop med mulighed for at udforske området på egen hånd eller gennem guidede ture, hvor gæsterne kan komme helt tæt på kendte seværdigheder som Vreta Klosters kyrka, Vadstena Slott, vikingebyen Birka og det fascinerende Läckö Slott.
”M/S Juno er et flydende stykke historie, som vi glæder os til at kunne dele med vores gæster igen til sommer, når krydstogtsæsonen starter på Göta Kanal. M/S Juno sejler på ’Den klassiske kanalrejse’ mellem Göteborg og Stockholm. Turen tager fire dage, og er et oplagt valg til en forlænget weekend, men vi har også både kortere og længere ture med vores to andre klassiske skibe,” siger Fredrik Duveskog, Business Director hos rederiet AB Göta Kanal.
To, tre, fire eller seks dages rejse på Göta Kanal
Rederiet AB Göta Kanals klassiske skibe sejler på kanalkrydstogt fra maj til september, og udover ’Den klassiske kanalrejse’ på fire dage, kan man vælge mellem turene ’Den store Sverigesrejse’ på seks dage, ’Göta Kanals perler’ på tre dage eller ’Den lille kanalrejse’ på to dage. Både den ’Den klassiske kanalrejse’ og ’Den store Sverigesrejse’ sejler mellem Göteborg og Stockholm, mens passagerer på turen ’Göta Kanals perler’ oplever højdepunkterne mellem Mariestad og Norsholm, og gæster på den ’Den lille kanalrejse’ ser det svenske landskab mellem fra Motala til Söderköping.
Under kanalkrydstoget kan gæsterne nyde tiden på skibene, der er indrettet med salon, bar på skibsdækket, hyggelige udvendige kahytter og plads til at nyde de kulinariske delikatesser, der blandt andet omfatter en stor morgenmadsbuffet, en to-retters menu til frokost og en tre-retters menu til aftensmad, hvor der tages højde for allergier og visse diæter.